DEFF lancerer ny strategi for 2012-2016

15. februar 2012

Torsdag den 8. marts lancerer kulturminister Uffe Elbæk DEFFs nye strategi. Lanceringen finder sted i Mogens Dahl Koncertsal i København, hvor tilmeldingen nu er åben.

Strategiseminaret vil åbne med, at kulturministeren foretager den officielle lancering af DEFFs nye strategi, som bærer titlen "Bibliotekerne som katalysator for udviklingen af Danmark som innovativt samfund". Herpå vil DEFFs styregruppeformand Mai Buch præsentere strategiens indsatsområder.

Herefter vil en række cases blive præsenteret, som fokuserer på værdien af biblioteksydelser og –services og på, hvad adgang til nye forskningsresultater kan betyde for innovation og vækst.

Erhvervslivet med til bords

Paneldebatten vil tage afsæt i en diskussion af bibliotekernes rolle i innovationssamfundet, mens Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv, afsluttende vil komme med et bud på, hvilke udfordringer Danmark står overfor i de kommende årtier – og hvad viden og adgang til viden betyder for innovation, vækst og konkurrencedygtighed på det globale marked.

Tilmelding

Du kan læse mere i strategiseminarets program.  Fristen for tilmelding er tirsdag den 28. februar kl. 12. Da der er begrænsede pladser til seminaret, sker tilmelding derfor efter først-til-mølle princippet.

Du kan tilmelde dig på følgende link: eventus.trippus.se/konference-8-marts-2012.

Spørgsmål og yderligere oplysninger

For spørgsmål om program mv. kan du kontakte kontorchef Bo Öhrström på boe@kulturstyrelsen.dk. Hvis du har praktiske spørgsmål vedrørende din tilmelding til konferencen, kan du kontakte ConferenceCare på info@conferencecare.dk eller på telefon 3930 3873.