Vækstlaget i dansk erhvervsliv kræver øget adgang til forskningsresultater

16. maj 2011

En ny undersøgelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) og Danmarks Elektroniske Fag– og Forskningsbibliotek (DEFF) har afdækket de mindre danske virksomheders brug af forskningsbaseret viden.

Det fremgår af undersøgelsen, at virksomhedernes innovation hænger snævert sammen med adgangen til de nyeste forskningsresultater. Effektiv brug af ny viden betyder millioner af kroner i øget omsætning for hver eneste virksomhed. De adspurgte virksomheder i undersøgelsen påpeger samtidig, at administrative hindringer, mangelfulde kompetencer inden for vidensøgning samt høje udgifter til betalingstidsskrifter medfører, at udviklingen af nye produkter og processer forhindres, forsinkes eller fordyres til stor skade for konkurrenceevnen.

Formand for DEFFS styregruppe Mai Buch udtaler: ”Vi skal have øget vækst for at udbygge vores velfærdssamfund og væksten skal komme fra nye ideer, nye produkter og nye ydelser. Adgang til viden er en forudsætning for al innovation og undersøgelsen viser klart, at der et stort behov for at forstærke indsatsen for at understøtte innovations- og vækstmiljøernes informationsbehov.”

DEFF er i øjeblikket i gang med at udarbejde en ny strategi og Mai Buch fortsætter: ”Med DEFFs nye strategi har vi fokus på at udvikle og understøtte nye services, der skal gøre det lettere at få resultaterne af den offentligt finansierede forskning ud til virksomhederne, så de kan omsættes til yderligere vækst.”

Undersøgelsen konkluderer, at der hurtigt bør foretages tiltag der imødekommer behovet for bedre, billigere og hurtigere adgang til forskningsbaseret information for især de små og mellemstore virksomheder. Der skal ikke mindst satses yderligere på open access, med henblik på at gøre resultater af offentligt finansierede forskningsaktiviteter frit tilgængelige.

Spørgsmål kan rettes til vicedirektør Bo Öhrström, boe@bibliotekogmedier.dk tlf. 3373 3397 eller specialkonsulent Anne Sandfær, asa@bibliotekogmedier.dk tlf. 33733380.

Vedhæftet er en sammenfatning af undersøgelsens resultater og konklusioner samt rapporten.

Filer:
Access_to_Research_and_Technical_Information_in_Denmark.pdf3.0 M
Sammenfatning_-_Access_to_Research_and_Technical_Information_in_Denmark.pdf103 K