Projekt Brugerkaravanen er nu afsluttet
26. oktober 2010
Brugerkaravanen har nu kørt sin sidste etape. Karavanen har med sin tur gennem landet været en succes og har bidraget til programgruppen Mødet med Brugerens (MmB) ønske om at ændre fokus fra biblioteks- til brugerlogik.
Projektet blev planlagt med fokus på to af de fire indsatsområder fra programgruppens handlingsplan, nemlig:
1. Viden om og metoder til afdækning af brugeradfærd og behov
2. Styrket videndeling. Herunder, at arbejde for en udvidet medarbejderdreven udviklingskultur i DEFF- bibliotekerne.
Projektets formål
Brugerkaravanen havde som projekt fire overordnede mål:
1. Deltagerne skulle få værktøjer til at kunne anvende eksisterende viden om brugere i udviklingen af bibliotekerne, samt til at udforske og involvere brugerne på egen hånd.
2. De største gab mellem det, vi som biblioteker kan tilbyde og det, som brugerne efterspørger, skulle identificeres.
3. Viden og indsigt til brugbare projektidéer og konkrete mindre forandringer skulle omsættes.
4. Der skulle laves en bog undervejs, der skulle fungere som videnopsamling og rejseguide for biblioteker, der vil inddrage brugerperspektivet i deres udviklingsarbejde.”
Evaluering af projektet og dets forløb
Projektet Brugerkaravanens store ambition var at sætte spor i DEFF bibliotekerne. Projektet noterede den brede opbakning til projektet med stor glæde og tilfredshed og de tværinstitutionelle møder på brugerkaravanedagene samt temadagen mellem biblioteksmedarbejdere gav god anledning til videndeling på tværs af DEFF bibliotekerne.
Den store og bredt repræsentative tilslutning af deltagere samt deres engagement tegner til, at der er båret indsigter og konkrete værktøjer med hjem til bibliotekerne, som fremadrettet skulle kunne danne baggrund for afdækning af ny viden om bibliotekernes brugere. Ny viden, som kan føre til nye og frugtbare møder.
Resultater og dokumentation
Projektet har skabt og dokumenteret viden om og metoder til afdækning af brugeradfærd og behov. Viden i form af indsigter om metoder til afdækning af brugeradfærd og behov med afsæt i menneskecentreret innovation samt kendskab til en række konkrete værktøjer i forbindelse med anvendelse af disse metoder hos projektets mange deltagere.
Dokumentation af viden om og metoder til afdækning af brugeradfærd og behov findes i form af publikationen ”Brugerkaravanen – en tourguide til brugerland” udarbejdet på baggrund af 4 inspirationsworkshops. Desuden henvises til websitet www.brugerkaravanen.dk, hvor også den afsluttende temadag i Århus er dokumenteret ved tekst, billede og lyd.
Herunder kan du læse et resumé af projektet samt afrapporteringen.





