2003-2006
Som en følge af DEFFs strategi i perioden 2003-2006 var der seks programgrupper. Disse blev etableret som ramme for de aktiviteter, der skulle realisere DEFFs vision.
I menuen til venstre findes der information om fem af grupperne. Information om den sjette gruppe, Licenser, og om licenser generelt findes her.
Mere om programgrupperne
Programområderne Licenser og E-publicering skulle udbygge samarbejdet om det indhold, forskningsbibliotekerne tilbyder brugerne. Derudover var der tre indsatsområder med fokus på de tekniske rammer om indholdet nemlig Systemarkitektur, Portaler og E-læring. Endlig var der indsatsområdet Brugerfaciliteter, der fokuserede på tilgængelighed og brugervenlighed for slutbrugeren.
Det var programgrupperne, der planlagde og gennemførte hovedparten af de konkrete aktiviteter inden for DEFF. Formændene for programgrupperne var udpeget af Styregruppen, og det var formanden for den enkelte programgruppe, der havde ansvaret for sammensætningen af programgruppen. Denne bestod typisk af 5-8 medlemmer.
Arbejdet i programgrupperne
Programgrupperne omfattede en række projekter og udviklingsopgaver inden for IT, forskning, uddannelse og biblioteksudvikling. Det overordnede formål med disse aktiviteter var at forbedre anvendelsen af IT med henblik på at understøtte forskning og uddannelse.
Projekterne skulle bidrage til realiseringen af visionen for DEFF og være i overensstemmelse med DEFFs mission.
DEFF år for år - 2004
Undervisningsministeriet genindtræder i DEFF-samarbejdet i december 2004. Formålet med at indgå i DEFF-samarbejdet er blandt andet at opgradere og fremtidssikre erhvervsakademier og CVU'er, så de kan udfylde rollen som videncentre og at øge kvaliteten af uddannelsesbibliotekerne og deres betjening af studerende, lærere og de eksterne kunder.
Samtidig ændrer DEFF navn fra DEF (Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek) til DEFF (Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek).
2005
2005 var præget af internationalt samarbejde. Det gælder især tre centrale begivenheder: Etableringen af Knowledge Exchange, afholdelse af konferencen ’Building the Info Grid’ og afholdelsen af et internationalt review af DEFF. Disse begivenheder får stor betydning for aktiviteterne i 2006 og især for den revision af strategi og udarbejdelse af ny handlingsplan for DEFF, som Styregruppen har planlagt i 2006. Udvidelsen af samarbejdet i DEFF med Undervisningsministeriets institutioner i 2004 er en vigtig anledning til revisionen af DEFFs strategi.
Informationsforsyning til forskning og uddannelse er fortsat kerneopgaven for DEFF. I 2005 havde størstedelen af DEFFs projekter således fokus på udviklingen af digitale ydelser til forskere og studerende med udgangspunktet i bibliotekerne og deres informationsressourcer.
2006
Med udgangen af 2006 udløb mandatet i Styregruppen og i de seks programområder. Styregruppen brugte derfor meget tid på at arbejde med den fremtidige model for DEFF, herunder organisering og diskussion af fremtidige indsatsområder.
Resultatet blev, at man med udgangspunkt i tre-lagsmodellen for IT-arkitektur valgte at organisere DEFF i tre programgrupper: Arkitektur og Middleware, Informationsforsyning og Mødet med Brugeren. Hertil blev der oprettet en gruppe for de mindre institutioner (Nye Institutioner) samt to licensgrupper (LUB og LUF).
Som i de foregående år var DEFF involveret i en række internationale fora og begivenheder. Herudover har licensmedarbejderne i Sekretariatet haft løbende kontakt med mange udenlandske leverandører. Kontakten strækker sig fra den løbende korrespondance vedr. etablering af adgange til produkter for nye biblioteker til kontraktforhandlinger.
I 2006 rundede omsætningen på licensområdet for første gang 100 mio. kr. Med over 250 biblioteker og mere end 175 forskellige produkter udgør licensarbejdet en central opgave for Sekretariatet.
DEFF deltog ved flere arrangementer i England arrangeret af den engelske organisation JISC. Ligesom DEFF er JISC partner i det internationale Knowledge Exchange samarbejde.
Blandt andet deltog DEFF ved JISC's årsmøde, der giver en unik mulighed for at følge og lære af aktiviteterne i det største og bredeste program for digital undervisning og forskning i Europa. Der er megen inspiration at hente fra de mange projekter, der er implementeret til at understøtte læring og informationskompetence.




